DCK stævne med besøg på VW museet i ulfborg 

17-19/10. 

15 vogne mødtes på Holstebro sø camping. 

En rigtig fin plads og arrangørerne havde aftalt at det store fællesrum kunne benyttes – kun af os. 

Det gav selvfølgelig anledning til hyggelig fællesspisning og snak

Lørdag var der arrangeret tur til VWmuseet i Ulfborg. 

Vi havde en rigtig hyggelig og sjov guidet tur rundt i museet af ejeren selv – Carsten Andersen. 

Han kunne fortælle sjove anekdoter om mange af bilerne. 

VW & Retro Museum Ulfborg er et familiemuseum i det vestjyske, som garanterer minder fra ”de gode gamle dage” – her er alt hvad hjertet begærer indenfor VW biler og tilbehør, samt en stor retrosamling fra 1950´erne til 1980èrne.

Museets historie 

Sådan startede det hele

Carsten Andersen, som sammen med sin kone Sussi er ejer af VW & Retro Museum Ulfborg, voksede op med en far, som var autoforhandler og som indkøbte og restaurerede folkevogne til videresalg.

Allerede som 16-årig købte han sin første folkevogn, en guldfarvet 1303 Big, som han aldrig nåede at komme på vejen med, da en landmand kom forbi og tilbød en god pris. Her lærte han at det mellem den pris man havde givet og det som man kunne sælge den til, hed fortjeneste.

Med fortjenesten fra den guldfarvede 1303 Big i hånden, købte han en Golf 1 fra 1976, som han restaurerede og som blev hans første bil på vejen.

I udstillingen på museet har vi næsten samme udgave, dog er denne fra 1977.

Bertha

I 2003 ser Carsten Andersen en annonce i avisen “campingbus 10.000” – han ringer med det samme, men får slukøret at vide, at prisen var fejl, den kostede i stedet 75.000 og han må derfor pænt takke nej.

Året efter er Sussi og han på træf i Holstebro og synet af alle de fine busser får Carsten til igen at tænke på den fra avisen. Han kontakter derfor Preben, som i sin tid havde bussen til salg og får en ordentlig skideballe!!! Preben er skuffet over, at han ikke engang havde været at se bussen og desuden troede han, at man kunne stole på jyder!!!

Så denne gang må de til Sjælland og se herligheden – da de kører ned af Jagtvej og Carsten ser bagenden af bussen, siger han: “det bliver godt det her – den skal vi have med hjem”. Efter en rundvisning i bussen bliver de bænket i køkkenet, for Preben skal være sikker på, at dem som køber bussen, nu også vil bruge den! Bussen er ikke nysynet, så der forhandles lidt og prisen ender på 68.500.

Første sommer køres bussen som den er, men herefter går jagten ind på alle de originale dele. Den bliver skilt ad og malet i original farve. Det oprindelige stof vækkes til live og special væves i England – de originale håndtag findes i USA og sådan er der så meget…

Den står færdig i 2005 og udstilles på Gavnø, hvor Preben kommer og ser den – han har ikke fortrudt sit salg til Sussi og Carsten Andersen. Her vinder bussen desuden også 1. pladsen og har sidenhen været mange steder i Europa og vundet mange priser… I september er bussen med i England og de finder her ud af, at der kun er produceret 25 af denne model VW SO 36 på verdensplan og Bertha er den eneste der står 100 % original.

Sådan opstod museet

Søndags køreturene fra Sussis barndom stod stærkt i erindringen og med købet af Bertha begyndte Sussi at indkøbe effekter, som hun mindedes fra sin egen barndom.

Rundt i genbrugsbutikkerne kunne hun nu se sin barndoms minders genstande til salg og derfor begyndte hun at købe ALT hvad der mindede hende om ”de gode gamle dage”. Det resulterede i, at garage bygningen i forbindelse med deres hus, hurtigt var fyldt op. Flere af Sussi og Carstens venner opfordrede dem til at holde åbent hus, så folk kunne komme og se de fine biler og alle de flotte retro effekter.

Sussi og Carsten lod sig overtale og i 2015 havde der forinden været så mange gæster, at de måtte slå dørene op til det officielle VW & Retro museum med nybygget hal i gårdspladsen og endnu flere biler og retro effekter, samt indkøb af nabobygningen.

Sidenhen er der kommet flere og flere biler og små udstillinger til, som alle har en speciel historie. F.eks. Marthas fodklinik, som er doneret af Marthas

efterkommere. 

De, der havde lyst, kunne besøge strandingsmuset St. George i Thorup. 

Museet er meget informativt og giver en god oplevelse af livet ved vestkysten og de store strandinger. 

Lørdag aften samledes vi atter til hyggelige timer og spisning. 

Vi var heldige hele weekenden at have fantastisk flot vejr. 

Tak til Ida og Peder, Bodil og Søren for et rigtig hyggeligt og spændende stævne. 

DCK 2635 Anne og Carsten